Gran Alacant

Spændende bøger bliver til i Gran Alacant

Frank Jensen ved tastaturet i Gran Alancant.

Forfatter Frank Jensen opholder sig meget i sin feriebolig i Gran Alacant, hvor han blandt andet skriver sine meget spændende bøger. Costa Blanca Netavis har besøgt Frank Jensen og hans kone Lis Fyllgraf i deres skønne bolig i Gran Alacant, til en snak om livet som forfatter og pensionerede agenter fra PET.

Frank Jensen, født 1949, ved hvad han skriver om.

Temaet er ofte terror og spionage. Her er Frank Jensen på hjemmebane.
Tidligere, fra 2007 – 2012, var han operativ leder af PET – Politiets Efterretningstjeneste – i Danmark, hvor terrortruslen var særdeles stor.

Ansat i politiet i 1972, hvor blandt andet undercoverarbejde i narkoafdelingen var en del af hverdagen. Fra 1981 ansat ved PET, hvor kontraspionage var arbejdsområdet. Var blandt andet i 1988 leder i afdelingen der optrevlede sagen om den danske terrororganisation Blekingegade-banden.

FBI-kurser om Criminal Profiling er også på CVét. En disciplin Frank Jensen var med til at indføre i Danmark.

Fra 1995 – 2007 var forfatteren chef for Kriminalteknisk Afdeling og Rejseholdet, Eftersøgningstjenesten og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Da tsunamien ramte Sydøstasien i 2004 var Frank Jensen leder af den danske indsats i 2004-2005.

Udover det omfattende arbejde i politiets tjeneste, har forfatteren også givet sine erfaringer om politiarbejde videre til kommende journalister, ved at undervise i politianalyser på Journalisthøjskolen.

I 2012 trådte Frank Jensen ind i pensionisternes rækker. Dog ikke for at ligge på den lade side. Siden pensioneringen er der blevet skrevet flere bøger – Som et blik fra helvede (2013), Syrienskrigeren (2017), Muldvarpen (2017), Ondskabens arv (2018) og Min far var spion (2019).
Derudover bliver der tid foredragsvirksomhed om terror og politiarbejdet som spion.

Der bliver også tid til at være konsulent på diverse film og TV-serier. Greyzone og Per Flys Dobbeltspil er nogle af dem. Derudover er der et samarbejde med Bille August i en endnu ikke udkommet film.

Unge filmmagere gør også brug af Frank Jensens ekspertise. Produktionsselskabet Hyænefilm (unge filmfolk der forventes at blive fremtidens filmskabere) bruger Frank Jensen som konsulent inden for hans tidligere arbejdsområde.

Sidder der en eller anden læser og tænker, at ”jeg har da hørt og set Frank Jensen før” kan det godt passe. Frank Jensen er kommentator og analytiker på TV2 News og på TV2 Nyhederne i sikkerhedsspørgsmål. Coaching af journalisterne indgår også i aftalen.

Vi tilbragte et par spændende, interessante og behagelige timer i selskab med Frank Jensen og hustruen Lis Fyllgraf – der for øvrigt også har været agent i PET og var hovedefterforsker på sagen om Blekingegadebanden – hvor vi fik et godt indblik i Frank Jensens arbejde som spion (uden at få kompromitterende oplysninger). Vi fik et godt indblik i forfatterens fascination af spionarbejdet.

Frank Jensen skrev faktisk sin første bog – Organisationen – allerede i 1984. Egentlig som et væddemål med en svoger, der skrev digte han ikke rigtig havde held til at få udgivet. Frank Jensen mente det kunne gøres bedre, og skrev Organisationen. Den færdige bog blev sendt til Gyldendal, som antog den og udgav den – til Frank Jensens store overraskelse. Bogen blev en succes og fik flere priser.

Spionage har altid været sagen for Frank Jensen. Forfatterens sidste bog fra 2019 – Min far var spion – beskriver meget godt hvor fascinationen af spionverdenen stammer fra. Franks far var spion og mange andre i familien arbejdede som spioner. Et område der tidligt i den unge Franks liv fik hans interesse. Uden han som dreng/ung helt vidste hvad det var familiemedlemmerne lavede, havde han dog en fornemmelse. Ofte blev han ”købt” til at holde mund – købt med slik og wienerbrød.

Denne bog er for  nylig udkommet. Frank Jensen har fundet ud af hvor hans fascination og lyst til at arbejde med spionage stammer fra.

Ungdommens oplevelser med familiens involvering i spionage fik Frank Jensen til at søge mod et arbejde, hvor han kunne bruge sine oplevelser og fascination af spionagearbejdet. Politiet fik hans interesse, hvor arbejde som undercover-agent i narkomiljøet og senere som PET-agent opfyldte drømmen om spionarbejde.

Når Frank Jensen sætter sig til tasterne i Gran Alacant, er det derfor ikke ren fiktion der kommer på papiret. Bøgerne han har skrevet, kan nærmest betegnes som drama-dokumentar. Uden der dog er nogen som helst mulighed for at drage paralleller til de virkelige hændelser, der er hans inspiration. Navne, sager, steder med mere er selvfølgelig opdigtede, men det har baggrund i virkeligheden som Frank Jensen oplevede i sin tid som PET-medarbejder.

Frank Jensen og hans kone Lis Fyllgraf valgte for omkring 20 år siden at få et sommerhus i Spanien. Mange andre steder var på tale – både i Danmark og i andre lande – men det endte med et skønt rækkehus i Gran Alacant.

Her nyder Frank Jensen at skrive sine bøger, og Lis Fyllgraf får inspiration til sine malerier og sit arbejde som hypnotisør og terapeut. Lis har et galleri i Roskilde, hvor hun dels arbejder i sit atelier og dels sælger sine billeder.
Begge nyder at tage ud på en af områdets barer eller restauranter, på promenaderne i Santa Pola og andre steder hvor der er mange mennesker, for at få inspiration til det arbejde de for tiden er i gang med.
Frank Jensen med sine karakterer i nye bøger (der en ny på vej) og Lis Fyllgraf til sine billeder.

Lokationer i Alicante, Santa Pola og andre steder i vores område, indgår for øvrigt ofte i Frank Jensens bøger. Lokalkendskab fornægter sig ikke.


Frank Jensen på inspirationstur på café på Costa Blanca.

 

 

Kommentarer